tilbage til menu!

 

Dæmonens Gab

Kapitel 1 ”Sammy”

”Harry kom nu op! Du skal på tur henne ved det gamle hus!” ”Okay mor jeg kan godt huske det! Gab det er jo virkelig tidligt om morgenen. Den er jo kun 7.40 om morgenen. Vent 7.40 om morgenen. Ahhhhh jeg skal skynde mig i skole, jeg skal være der henne om 10 min åå nej. Jeg skal skynde mig, jeg må ikke komme for sent igen”. Moren råbte til Harry ”find noget tøj”. Harry råbte ”okay mor jeg er på vej”. Harry drønede ned af trappen og var ved at falde. ”Wow! Jeg skal skynde mig mor madpakke, skoletaske nu!” Moren rakte Harry tingene og sagde ”her. Pas på den kat!” ”Mjaw” hvæsede katten. ”Det var tæt på” sagde Harry.
”Hey er det ikke den nye villa der er kommet her på vejen? Hallo” lød en stemme. ”Ah du skræmte mig” sagde Harry. ”Øh undskyld jeg skræmte dig knægt” sagde manden. ”Det gør ikke noget, jeg bliver skræmt så tit”. ”Åh nå men jeg hedder Sammy” sagde Sammy. ”Det er et flot navn” sagde Harry. ”Tak” sagde Sammy. ”Nå men jeg skal skynde mig helt vildt” sagde Harry og drønede afsted.

Kapitel 2 ”Huset”


”Hey Harry” Harry hørte en stemme. ”Hej Tom. Hvad skal vi have i dag?” spurgte Harry. ”Det ved jeg ikke. Men jeg ved at vi skal op til det gamle vakkelt vorne hus” sagde Tom. De drønede ud, mens deres lærer talte dem. ”11, 12, 13, 14 vi mangler Tom og Harry”. ”Tom og Harry!” De drønede ned, de måtte ikke få skrevet hjem, det ville være pinligt for dem. Da de kom ind i bussen var der næste ikke mere plads. Men til sidst fandt de et sted de kunne sidde. Da de satte sig ned, fik Harry øje på en, han rigtig godt kunne lide. Det var en pige gyldent hår, blå øjne og det flotteste og sødeste smil, der fik hans hjerte til at hoppe og danse. Men han havde ingen fordel. Han var ikke en romantisk dreng, måske det helt modsatte. Han anede slet ikke noget om kærlighed. Han så udenfor og så det hus de skulle se lidt nærmere på. Der var en kirkegård lige ved siden af huset. Tom og Harry steg ud af bussen. Harry spurgte Tom ”er du bange?” Tom sagde ”Nej! Jeg er ej”. Men han var lidt bange alligevel. ”Hey Harry. Er du bange for at gå ind og tage et kig på huset?” spurgte Tom. ”Selvfølgelig ikke” sagde Harry, men han tøvede og hans hjerte slog vanvittigt. ”Nå men lad os så gå ind” sagde Tom. ”Okay” siger Harry ophidset. Mens de andre kiggede ud på kirkegården sneg de sig ind i det ækle hus.
De gik hen af de knirkede gulvbrædder. De listede hen af gangen Det store hus var koldt og sort som en vinternat. De synes det var uhyggeligt her kunne både være en heks, genfærd og et monster. Der lød en lyd. Man kunne tydeligt høre at der var nogle bag dem, men da de vendte sig om var der ikke nogen. Deres hjerter bankede frygtelig meget. Da de vendte sig om igen var der en pige lige foran dem. Det var den pige Harry var lun på. ”Øh hvad laver du her Alice” sagde Harry lige pludselig. ”Jeg ville bare gerne se, hvad i lavede herinde i det her spøgelseshus?” sagde Alice. ”Nå men det var da dejlig du ville gå med os ind i det her skræmmende hus” sagde Harry og Tom i munden på hinanden.

 

Kapitel 3 ”De skrigende genfærd”


De hørte en raslen henne ved reolen. De kiggede derhen. ”RRRRRR” lød det fra reolen. Alle blev grønne i hovederne af forskrækkelse. ”Ha ha ha ha” lød det fra reolen. ”Vent er det ikke en stemme vi kender over fra skolen?” spurgte Harry. ”Jo det er det” sagde Tom. Og da de vendte sig om, så det at det bare var Jack en spørgefugl over fra skolen. ”Jack du forskrækkede os” sagde Alice. ”Ja og I blev grønne i hovederne” råbte Jack og grinte. De hørte en bumlen inde fra rummet ved siden af. ”Jack hold nu op” sagde Harry. ”Det er altså ikke mig” sagde Jack.
De gik sammen ind i rummet. Rummet var mørkt og der var en tåge der gjorde Alice, Tom, Jack og Harry så søvnige, at de faldt i søvn. Da de vågnende igen var de et helt andet sted. Det var ligesom helvede med vulkaner og døde lig og ude i siden var der en gyselig skov. Der var monstre af de værste slags, og det var brændende varmt, så de svedte. Man kunne høre de løbende skridt fra de 4 elever, da de flygtede fra en djævel. De gemte sig bag et stort træ inde i den gyselige skov. De var helt vildt forpustede.  ”Godt vi slap væk fra den djævel” sagde Harry”. Men ak inde fra skoven kom en stormfuld vind, og det var først der de kunne se alle de døde lig hænge i træernes grene.  Skoven var fuld af skelletter og uhyrer. De vendte sig om for at komme væk fra de uhyggelige lig, men så mærkede de noget lige bag dem. Da Jack vendte sig om så han et genfærd og der var flere og flere. ”AAAAAA” skreg Jack. De andre skreg lige bagefter. Da ligenes skrigende genfærd svævede gennem deres kroppe. De satte i sprint og løb så meget deres ben kunne bære dem. ”Hvad er det for et helvede vi er kommet i” råbte Tom. De var endelige sluppet forbi de skrigende genfærd. De kom ud af skoven igen. Pludselig kom der revner i jorden. Lige under var der flydende magma. De vidste der var kun var en vej fremad og det var mod et kæmpe palads af helvedes ild. Men alle monstrene var væk og det var usædvanligt, for da de kom var der masser. De gik hen ad en bro lavet af knogler fra menneskenes lig. Og lige nedenunder dem var der flammer og mennesker der prøvede at komme op fra det helvede. Man kunne se at de brændte op dernede. Der var lang vej endnu. ”Hej Tom tror du at vi aldrig kommer op herfra?” spurgte Harry. ”Jeg håber vi kommer op, men jeg tror ikke helt på det” sagde Tom fortvivlet.

Kapitel 4 ”Dæmonens palads”

Da de endelig kom op til paladset der var lavet af helveds ild kunne de lige pludselig finde ud af hvorfor at der ikke var nogen monstre alle var selvfølgelig i det uhyggelige helveds palads. Alle monstrene var samlet i det samme lokale og der var kun en de var interesseret i. En 10 meter høj konge dæmon med det mest luskede smil de nogen sinde havde set. ” nå men hejsa knægt” sagde dæmonen med en dyb stemme. ”vent du lyder som Sammy jeg hilste på her i morges” sagde Harry højt så dæmonen kunne høre det. ”du har ret jeg er Sammy der kom til at forskrække dig her til morges. Men det er ikke ens betydning med at du bare kan komme her og bruge alle mine monstres kræfter på at jagte jer”. ”men det var jo ikke meningen at vi kom her ind. Det var på grund af den tåge der fik os til at falde i søvn og så landede vi her af en eller anden grund. Men det jeg egentlig vil sige er at vi gerne vil ud af det her helvede!” råbte Alice så det rungede i paladset og gav genlyd. ”ti så stille dit pigebarn! der er kun en måde at i kan komme hjem på og det er hvis i kan få fat i den diamant i mit øje og det er den eneste måde at komme hjem på.” sagde dæmonen surt.
Dæmonen sagde ”fordi jeg er meget stærkere og højere end jer så får i et dyr hver der passer til jeres personligheder i dobbelt størrelse. I får 1 minut til at planlægge”. Harry sagde ”Ok jeg har en ide om hvordan vi kan klare ham. Rid på jeres dyr prøv at få overfaldet ham og jeg klarer diamanten. Brug alle kræfter i har. Og husk nu vi er nødt til at stå sammen ellers kan vi ikke får ham ned”.” så er der gået 1 minut
Så er det smadre tid” sagde dæmonen veltilfreds. ” så er det nuu” de fire dyr kom lige pludselig frem så de red på dem. Jack fik en abe fordi han er en drille abe. Tom fik en gepard fordi han er hurtig. Alice fik en modig tiger fordi hun var modig. Harry fik en prægtig og stolt løve fordi han fik hele holdet igennem den helveds labyrint. De kæmpede stolt og bravt. Men dæmonen var stærk, men ikke stærkere end deres tapperhed klogskab venskab og sammenhold. De var det perfekte team til at kunne klare den dæmon og  det var lige hvad de gjorde. Med et stort brøl fra Harrys løve fik de endelig diamanten og kom hjem igen til skolen.
Det var en uhyggelig og spændingsfuld oplevelse de havde haft. Men 1 ting vidste de at hvis de stod sammen ville de kunne klare hvad som helst. Og de fik lov til at beholde deres dyr fordi de havde besejret det mægtigste væsen i hele verden. Men nede i de dunkleste dybder i helveds riget var dæmonen der stadig og hungrede efter hævn og man kunne stadig høre hans dybe latter fra den fejl de har begået.

SLUT


tilbage til menu!